Velkommen
Karrierecoaching/Jobsøgning
Lifecoaching
Info og pris
Profiler
Kontakt

"...jeg er rigtig rigtig glad for at jeg tog initiativ til at kontakte dig Anne. Du har hjulpet mig til at kunne sætte skub i nogle ting/træffe nogle afgørende beslutninger på et tidspunkt i mit liv hvor mange ting var gået i hårknude. Tak for det !"

Sagt af lifekunde

Lifecoaching

Nogle af de hyppigste årsager til at folk opsøger en lifecoach er ønsket om:

• livsstilsændringer (fx vægttab og sundhed)
• at få tingene gjort
• nye udfordringer
• karriereudvikling
• personlig udvikling
• opstart / videreudvikling af egen virksomhed
• generelt at forbedre deres livskvalitet og forebygge stress

Lifecoaching er en systematiseret samtale, der støtter dig i at fokusere dine tanker, følelser og din adfærd, så du når de mål, du sætter dig. Med coaching bliver du opmærksom på dine negative/hæmmende tanker og får mulighed for at sætte positive/støttende tanker ind i stedet for. På den måde kan du begynde at bryde et mønster/en vane.

Mange mennesker bruger coaching til at blive motiveret og få lagt en plan, så de kan realisere deres drømme. Andre bruger coaching til at finde ud af, hvad de virkelig brænder for eller til at finde ro og acceptere de ting, de alligevel ikke kan ændre på i deres liv.

Et af de vigtigest budskaber i coaching, synes vi, er, at du ikke kan styre, hvad andre mennesker tænker, siger og gør. Men at du selv kan selv bestemme, hvordan du vil reagere på det, og hvad du vil tænke om det. At du har et valg, og derfor kan vælge at reagere med nysgerrighed og humor, når du møder kritik eller modstand.

Et andet vigtigt budskab er, at du kan opfylde dine grundlæggende behov internt (i dig selv) i stedet for at søge at få dem opfyldt eksternt (af dine omgivelser). Mange mennesker knokler for at få fx anerkendelse fra andre mennesker. I stedet for kan du tænke anerkendende om dig selv, og det du gør. Så bliver du "stående", uanset hvad andre måtte mene om dig og dine præstationer. Du undgår at blive "et siv i vinden", der "lægger sig ned", hvis andre ikke bekræfter dig.

Vi skaber vores egen livshistorie og sandhed ud fra en fortolkning af de situationer, vi har været i. Men ingen har patent på sandheden, så måske er der basis for en refortolkning af din livshistorie. Coaching udfordrer din fortolkning af dit liv og støtter dig i at finde en sandhed, du kan bruge positivt og konstruktivt i resten af dine dage.

Populært sagt siger man, at coaching kan bruges til at lukke op for dit fulde potentiale, så du kan blive den bedste udgave af dig selv. At du via coaching kan blive mere bevidst om de ressourcer, du indeholder og begynde at fokusere mere på dem. Derfor er coaching også meget brugt indenfor sportens verden, hvor troen på, at man er god nok til at vinde, får folk til at præstere deres yderste.

I 1974 skrev den amerikanske tennisekspert Timothy Gallway bogen ”The inner game of tennis” og hans budskab var: “ Den største modstander er ikke altid personen på den anden side af tennisnettet, men vores egen tænkemåde. Modstanderen i ens eget hoved er større og stærkere end personen på den anden side af nettet". Det er denne indsigt, som coaching bygger på, og som kan give dig større succes med de ting, som du værdsætter og ønsker i dit liv.

Coaching er en fremadrettet og handlingsorienteret proces på dine præmisser. Generelt siger man, at det er ca. 80 % spørgsmål og 20 % rådgivning.

Som coaches lytter vi nysgerrigt til de ting, du fortæller os, og stiller spørgsmål ud fra en forventning om, at du selv kender svaret.

Når du vælger at starte på et coachingforløb, skal du have lyst til at se på mulighederne i dit liv.

Priser: se under Info og priser

Studerende: Er du studerende og har svært ved at få afsluttet et projekt, et speciale eller en anden større eller mindre opgave kan coaching hjælpe dig til at finde motivationen og få lagt en plan, så du når dit mål med opgaven.